I en billedserie, der udforsker den unge norske kunstscene mødtes vi med billedkunstner Julius Karoubi i hans studie i udkanten af Oslo. På en forladt flyvestation residerer han sammen med andre billedkunstnere, hvor han skaber både små og store kunstobjekter af nutidig form. Fra post-consumer emballage til utraditionelle mosaikker og brandlogoer ser han kunst, hvor andre ikke gør ved første øjekast.

Læs vores Q&A med Julius og opdag hans kunst.

Hvordan startede du som kunstner?
Jeg tror ikke, der er et valg om at blive kunstner. Det er mere en erkendelse, vil jeg sige. Jeg troede aldrig og vidste ikke, at jeg kunne blive kunstner. At skabe var altid min interesse som barn; samle ting, lave ting, tegne mennesker og genstande. At bruge fundne fuglefjer og tomme toiletruller og gøre dem til skulpturelle genstande. Og mange år senere, selvom jeg virkelig var anti-skole, startede jeg på kunstskolen og lagde endnu mere fokus og tid i arbejdet. Nu hvor jeg er i mit eget studie, ser jeg pludselig tilbage, og det hele giver på en eller anden måde god mening.

Hvordan vil du beskrive din kunst?
Absorbering, opsamling, fordøjelse. At gøre det til noget nyt. At forsøge at forstå mine omgivelser. En collage af livet, tror jeg. Fra personlige relationer til masseproducerede varer. At lære om min algeriske arv uden at se den. At kigger mod horisonten, og tænke med mine hænder. Jeg producerer for at forstå.

Hvad inspirerer dig?
Omgivelser. Visuelle indtryk. Byggepladser. Forbrugeremballage. Mode. Musik. Popkultur. Lav kultur. Supermarkeder og turistbutikker. Mosaikgulve. At være i studiet.