googleads
vi leverer kun til de lande som er nævnt herunder:
hvis vægge kunne tale
interview med gallerist jacob bjørn
Artboard 40
din kurv er tom
x


hvis vægge kunne tale


jacob bjørn er en aarhusbaseret gallerist med et globalt udsyn, som i løbet af sin karierre er bævet veletableret på den danske kunstcene. vi mødtes med ham i hans galleri i ceresbyen i aarhus til en snak om hans branche.

jacob, tak fordi du har taget dig tid til at mødes med os – vil du ikke fortælle om dit galleri og ideen bag?

”tanken med galleri jacob bjørn var at vise værker fra kunstnere fra min egen generation. det er min hovedinteresse. når man arbejder med unge kunstnere, kan det være svært at gøre det til en overskudsforretning i starten. men gennem hårdt arbejde og lange aftener fik jeg til sidst etableret min forretning og mit navn. jeg kalder mine første år med galleriet for mine sultne år. både fordi galleriet ikke gav en god indtægt, men også metaforisk – både fordi jeg manglede penge til at få mad på bordet men også fordi jeg var så sulten efter at få succes.”
 

 

hvad er din baggrund?

”jeg studerede æstetik og kultur på aarhus universitet. jeg manglede blot at aflevere mit speciale, men i stedet for at skrive det, valgte jeg at åbne et galleri for at få hands-on erfaring.”

og hvordan gik det?

”da jeg startede galleriet, sad jeg bag et skrivebord og ventede på, at tingene ville ske. jeg tænkte, at kunstværkerne ville tale for sig selv.”

hvor længe holdt den strategi?

”for længe! 3-4 år. jeg var ung, og jeg var ikke en god gallerist. men jeg har lært en masse, og nu er jeg kommet ud på den anden side med de samme kunstnere, som jeg startede ud med. det er jeg stolt af. de gode relationer tager tid at opbygge. at vise kunst og sælge det er ikke særlig svært, men det er ikke det, det handler om for mig. det er ikke mit større projekt, min vision.”

og du valgte at blive i aarhus?

”da jeg efter de første par år begyndte at få opmærksomhed, ville det næste naturlige skridt være at flytte galleriet til københavn. men på grund af min familie valgte jeg at blive i aarhus. jeg tænkte, at jeg enten var nødt til opfinde et hul i markedet her i aarhus eller simpelthen insistere på, at det måtte være her. og jeg fandt det gennem hårdt arbejde. det kan godt være, at der er færre købere her i aarhus end i københavn, men vi har ligeså mange fantastiske museer og alligevel slet ikke ligeså mange gallerier. det efterlod en masse rum for en gallerist som mig. samtidig er aarhus virkelig vokset hvad angår størrelse og ambitioner. se bare på gaden – der er flere balenciaga sko i aarhus end nogensinde før!”
 

 

apropros – lad os tale penge. kan et værk havde en perfekt køber?

”absolut. jeg tænker ikke nødvendigvis på kunst som noget, der skal sælges. i stedet tænker jeg på det som noget, der skal placeres. det skal finde sit rette sted. der er uden tvivl en rangliste, hvad angår både museer og samlere. man vil gerne undgå samlere, som videresælger værket på auktion med det samme. et værks pris kan også ændre sig alt efter hvilke dag, et auktionen foregår. og hvis det bliver solgt for billigt devaluerer det værdien af hele portfolioen. det vil man gerne undgå – selv kunst kan have dårlige dage, hvor markedet simpelthen ikke er der.”

venter man så til at markedet er modent igen?

”ja. værdien af et kunstværk falder ikke i takt med de økonomiske konjunkturer. det er jo stadig det samme værk og den samme kunstner. og når man arbejder med ægte samlere, som sætter pris på kunsten, er de også ligeglade med de økonomiske trends.”
 

 

som gallerist, kan jeg forestille mig, at man bruger meget tid på aktivt at positionere sine kunstnere. hvordan tilgår du den strategiske del af dit arbejde?

”det er et paradoks. de fleste kunstnere er meget autonome og arbejder ikke med en kommerciel interesse. på samme tid bliver de repræsenteret af deres gallerister, som er kommercielle og gerne vil sælge. men hvis du har et forhold til kunstneren, du repræsenterer, kan du tale om disse ting åbent sammen. så beslutter man, om kunstneren skal være kommerciel og målrettet private købere, eller om den skal være en del af kulturarven, hvor køberen snarere er museer.”

hvad foretrækker du?

”kulturarv – altid.”

hvorfor?

”fordi det er dét, vi efterlader. kunst kan beskrive og forudse et samfunds tilstand. hvordan vil fremtidige generationer se tilbage på vores samfund, og hvad vil de se? netop dét er den rolle, kunst på museer har.”

jeg kan forestille mig, at du bruger meget tid på at opbygge relationer til museerne så?

”det gør jeg – hele tiden. hvis jeg ønsker at en kunstner bliver husket, skal den gøres attraktiv for museerne og ikke kun for den private køber med det store hus.”

hvordan foregår det?

”man mødes med museumsinspektøren. så beskriver du, hvad du tror på, og hvorfor et værk er relevant for museet at købe. dernæst vil du blive afvist 5-8-10 gange. det første salg er altid det hårdeste. men pludselig er der hul igennem.”

hvor mange gange kontakter du typisk en køber?

”det kommer an på jeres relation. og om man besøger de samme barer!”

virkelig?

”ja. alting handler om networking og om at kende de rigtige mennesker. hvis man skal lave aftaler, som er gode for begge parter, er man nød til at kende hinanden.”
 

 

hvordan kommer det til udtryk?

”efter en åbning holder galleriet en middag for indkøbere og kuratorer fra museer, hvor alle kan mødes og mingle i uformelle rammer. resultatet af netop sådan en aften viste sig i sidste uge, hvor et museum inviterede os til et møde om en kunstner og om han skulle tilføjes til deres samling. den slags sker ikke over et glas vand en helt normal eftermiddag. det kræver en middag og et par glas vin. det er name of the game.”

men lad os være ærlige – er alle brancher ikke sådan? konsulenter, advokater, musik og modeindustrien. man lukker aftaler over en drink. hvis man tror andet, er man naiv.

”lige præcis. og for at være ærlig, er det en del af spillet, som jeg virkelig nyder. man kan nå langt ved at mikse business med pleasure.”